|
Anvendelsesområder for
kaniner
Af hensyn til kontrollen med
avlsarbejdet, øremærkes ungerne tidligt.

Raceavl
Der ligger en fagligt uhyre spændende
opgave i at udvikle kaniner ved hjælp af avlsarbejde.
Den korte drægtighed (31 dage) og det
hurtige generationsskifte (1-2 generationer/år) giver god
mulighed for hurtige forbedringer. Ikke alene skal der lægges
vægt på kaninernes udseende, men kaninernes sundhed,
malkeevne, avlssikkerhed og ikke mindst temperament er
væsentlige faktorer.
Hollænderne har en ideel farvetegning
med "farvede bukser, farvede ører og farvede ørevarmere", som
ikke kan renavles.
Der udstilles ca. 100 kaniner om året,
hvor de bedømmes af autoriserede dommere. Efter bedømmelse
bliver kaninerne stambogsført.
De 2 væsentligste udstillinger for mig
er vor specialklubudstilling i Hårby på Sydvestfyn, som
afholdes i 2'den weekend af november og vor Landsudstilling,
som løber af stabelen i første halvdel af februar.
Jeg har været så heldig, at jeg har
haft bedste enkeltdyr af hollænder med titlen Danmarksvinder
og bedste placering for 3 eller 4 hollændere (racepokal) på
landsudstillingen/danmarksmesterskab 7 gange inden for de
sidste 8 år.
Kaninhop
Jeg havde fornøjelsen at være pionér
inden for kaninhop, da det blev indført til Danmark i 1993.
Kaninhop kan sammenlignes med hundenes agility, og det viser
sig, at en velpasset hopkanin får en mere alsidig og
oplevelsesrig hverdag end en kanin, der tilbringer al sin tid
i et bur.
Der er mange børn, som deltager i
kaninhopaktiviteter til glæde både for børn, forældre og ikke
mindst deres kaniner.
Alene i Horsensområdet er der mere end
60 aktive kaninhoppere.
Hollænderne har vist sig endog meget
egnede til kaninhop. Bl.a. kan jeg prale af at være opdrætter
af verdensrekordindehaveren i højdespring - Mimrelunds Tøsen
- som nåede 99,5 cm.
Kæledyr
Netop hollænderen har vist sig meget
egnet som kæledyr p.g.a. dens fredsommelige, men livlige
temperament. Over 95 % af de kæledyr, jeg sælger, er
hollændere.
Jeg er ikke god til at sælge flere
kaniner til mennesker med kun ét bur. Det er min erfaring, at
kaniner har en udmærket tilværelse alene, og at de knytter sig
mere til ejerne, når de går alene.
Chinchillaerne har et jævnt godt
temperament - her kan man kombinere kæledyr og
udstillingsaktivitet.
I 2006 er der kommet et par
dværgvæddere til i den sjældne farve isabella.
Slagtning
Det er sikkert et grimt ord i nogles
ører, men med et så stort udvalg, som der sker i min
besætning, vil der blive nogle til overs - og da 70-80 % af
de kæledyr, jeg sælger, er hunner, bliver der nødvendigvis
nogle hanner tilbage. Ligeledes vil der altid være kuld, hvor
ungerne ikke har samme kvalitet, som de bedste, og de bliver
ikke udbudt til salg. Så alt i alt bliver der en del unger
tilbage, som typisk slagtes i 3 måneders alderen.
Jeg har så den fordel, at jeg kan
spise kød fra dyr, som jeg ved har haft en god tilværelse, og
som er født op uden ukendte tilsætningsstoffer - og så har jeg
ikke spist kylling i 20 år !!!
|