Jørgen Larsen, Frydsvej 55, 8700 Horsens

 

Anvendelsesområder for kaniner

 

Af hensyn til kontrollen med avlsarbejdet, øremærkes ungerne tidligt.

Raceavl

Der ligger en fagligt uhyre spændende opgave i at udvikle kaniner ved hjælp af avlsarbejde.

Den korte drægtighed (31 dage) og det hurtige generationsskifte (1-2 generationer/år) giver god mulighed for hurtige forbedringer. Ikke alene skal der lægges vægt på kaninernes udseende, men kaninernes sundhed, malkeevne, avlssikkerhed og ikke mindst temperament er væsentlige faktorer.

Hollænderne har en ideel farvetegning med "farvede bukser, farvede ører og farvede ørevarmere", som ikke kan renavles.

Der udstilles ca. 100 kaniner om året, hvor de bedømmes af autoriserede dommere. Efter bedømmelse bliver kaninerne stambogsført.

De 2 væsentligste udstillinger for mig er vor specialklubudstilling i Hårby på Sydvestfyn, som afholdes i 2'den weekend af november og vor Landsudstilling, som løber af stabelen i første halvdel af februar.

Jeg har været så heldig, at jeg har haft bedste enkeltdyr af hollænder med titlen Danmarksvinder og bedste placering for 3 eller 4 hollændere (racepokal) på landsudstillingen/danmarksmesterskab 7 gange inden for de sidste 8 år.


Kaninhop

Jeg havde fornøjelsen at være pionér inden for kaninhop, da det blev indført til Danmark i 1993. Kaninhop kan sammenlignes med hundenes agility, og det viser sig, at en velpasset hopkanin får en mere alsidig og oplevelsesrig hverdag end en kanin, der tilbringer al sin tid i et bur.

Der er mange børn, som deltager i kaninhopaktiviteter til glæde både for børn, forældre og ikke mindst deres kaniner.

Alene i Horsensområdet er der mere end 60 aktive kaninhoppere.

Hollænderne har vist sig endog meget egnede til kaninhop. Bl.a. kan jeg prale af at være opdrætter af verdensrekordindehaveren i højdespring - Mimrelunds Tøsen - som nåede 99,5 cm.


Kæledyr

Netop hollænderen har vist sig meget egnet som kæledyr p.g.a. dens fredsommelige, men livlige temperament. Over 95 % af de kæledyr, jeg sælger, er hollændere.

Jeg er ikke god til at sælge flere kaniner til mennesker med kun ét bur. Det er min erfaring, at kaniner har en udmærket tilværelse alene, og at de knytter sig mere til ejerne, når de går alene.

Chinchillaerne har et jævnt godt temperament - her kan man kombinere kæledyr og udstillingsaktivitet.

I 2006 er der kommet et par dværgvæddere til i den sjældne farve isabella. Jeg forsøger at forbedre kvaliteten ved indparring med madagascar af god kvalitet og tilbagekrydsning, som giver 50 % rent avlende isabellafarvede, forhåbentlig med nogle af de gode egenskaber fra de madagascarfarvede.


Slagtning

Det er sikkert et grimt ord i nogles ører, men med et så stort udvalg, som der sker i min besætning, vil der blive nogle til overs  - og da 70-80 % af de kæledyr, jeg sælger, er hunner, bliver der nødvendigvis nogle hanner tilbage. Ligeledes vil der altid være kuld, hvor ungerne ikke har samme kvalitet, som de bedste, og de bliver ikke udbudt til salg. Så alt i alt bliver der en del unger tilbage, som typisk slagtes i 3 måneders alderen.

Jeg har så den fordel, at jeg kan spise kød fra dyr, som jeg ved har haft en god tilværelse, og som er født op uden ukendte tilsætningsstoffer - og så har jeg næsten ikke spist kylling i 30 år !!!

Lundhus Design